Åben navigator for blinde og svagtseende
Sitemap  |   |  Læs op  |  Print
Søg 
UTRYGHED - INPUT FRA WORKSHOPS MED SKOLER
Utryghed

Utryghed i trafikken blev senest kortlagt i forbindelse med den seneste trafiksikkerhedsplan ved en skolevejsanalyse i 2008. Siden da er kommunens skolestruktur, og dermed skolevejene, blevet ændret for mange elever.

Den oplevede utryghed i trafikken er i forbindelse med denne trafiksikkerhedsplan kortlagt på baggrund af dialog med skolerne. Alle skoler i kommunen er inviteret til at melde ind med oplevelser af utrygge lokaliteter. Der er afholdt dialog møder med de 5 folkeskoler, hvor utrygge steder for især cyklister og gående i de 5 skoledistrikter er blevet udpeget og beskrevet.

I møderne med skolerne deltog skolebestyrelsen og skolens ledelse. Forud for møderne fik skolerne tilsendt kortmateriale over både deres skoledistrikt og hele kommunen med henblik på at indsamle viden om de oplevet utrygge lokaliteter på skoleveje og på ruter til fritidsaktiviteter.

På møderne blev alle lokaliteter indtegnet på et kort og det blev kort beskrevet, hvad utrygheden umiddelbart skyldes og hvem der især føler sig utrygge på lokaliteten.

Resultatet af dialogmøderne er et samlet kort over de oplevet utrygge lokaliteter omkring skolerne i kommunen og en prioritering af de 3-4 lokaliteter/problemer, som de enkelte skoler hver især synes bør prioriteres højest.

Input fra
Nordstjerneskolen
Gribskolen
Skt Helene Skole
Gilbjergskolen
Bjørnehøjskolen
Helsinge Realskole

Indsæt kort med udpegede lokaliteter/link til kort?

Sikker og tryg trafik omkring skolerne
Dialogmøderne med de 5 skoler har givet anledning til at pege på et særligt tema om trafikpolitik, adfærd og adgangsforhold lige omkring skolerne.

I forbindelse med den nye skolestruktur er der sket ændringer på, hvordan eleverne fordeles på de enkelte matrikler. Det betyder, at der nogle steder også er sket ændringer i forhold til, hvor eleverne kommer fra og hvordan eleverne ankommer til skolen. De fleste skoler har tidligere udarbejdet trafikpolitikker, men disse bør nu revideres i forhold til den nye struktur.

Lokaliteter udpeget på workshops med skolerne
De to kryds ved Vestergade og Boagervej
Præstevej - fra Kirsebærvej til Bakkevej
Frederiksværkvej - stikrydsning nær Toftevænget
Krydsningen af Gillelejevejen vest for Esbønderup
Bækkebrovej og Tibirkebro
Overgang ved Tisvildevej fra Cykelsti fra Vejby – krydsningen ved Trongårdsbakken
Helsingevej ml. Bistrup og Smidstrup Strand
Helsingevej/-Strandvejen
Stirute mellem Munkerup og Gilleleje
Annisse Nord, hvor stiforbindelse tilsluttes Granvej
Skærødvej fra Præstevej til Thorsmosevej
Rørmosevej fra Hvilebækvej til Helsingevej
Tisvilde Bygade og Hovedgade
Parkvej/Bakkelandet busstoppested ved T-kryds

Omkring flere af skolerne hersker nærmest kaotiske forhold om morgenen, hvor biler og lette trafikanter skal færdes mellem hinanden.
Der er behov for at se nærmere på adgangsforholdene lige omkring skolerne for at gøre det mere trygt og sikkert for fodgængere og cyklister, men der er i høj grad også behov for at se nærmere på om der kan ændres på elevernes transportvaner. På nogle af skolerne er andelen af elever, der ankommer i bil således særdeles høj.

Bedre tryghed for lette trafikanter kan få flere til at vælge cykel og gang som transport til skole og fritidsaktiviteter, hvilket gavner både sundhed, indlæringsevne og klima. Indsatsområdet indeholder både planlægningsmæssige tiltag og forslag til konkrete lokaliteter, hvor der kan være behov for forbedringer i følge af dialogen med skolerne.

Planlægningsmæssige tiltag omfatter evaluering af stiplanen for Gribskov kommune med fokus på eventuelt manglende stistrækninger i det åbne land, hvor der er opstået behov på grund af nye trafikale mål og nye stiruter, samt en gennemgang og opprioritering af drift og snerydning på væsentlige stiruter.

Der sættes fornyet fokus på adfærd og trafikkultur omkring skoler i Gribskov kommune. Skolerne og skolebestyrelserne opfordres generelt til at sætte færdsel på dagsordenen og formulere trafikpolitikker, som sætter retningslinjer for samarbejdet med forældre og politi, undervisningen på skolen og for trafikken omkring skolen.

På de skoler, hvor der er aktuelt er konstateret et konkret problem omkring adgangsforhold og hvor det er prioriteret højt af skolerne, bør der udarbejdes en ny trafikpolitik med en lokal trafiksikkerhedsplan for adgangsforhold og adfærd omkring skolen i samarbejde med skolerne og naboerne i området. Det anbefales at inddrage både elever, forældre, ansatte og naboer i udviklingen af trafikpolitik og -plan.

Center for Plan, Klima og Trafik hjælper med at sætte processen i gang og støtter skolerne gennem et samarbejde om færdsel, der inspirerer forældre, lærere, elever og skolebestyrelser på forskellig vis, til at skabe en bedre trafikkultur omkring skolen.

Med udgangspunkt i resultaterne fra transportvaneundersøgelsen bør der, i samarbejde med skolerne, arbejdes videre med løsninger til at få flere elever til at gå og cykle til skole. Inspiration til dette arbejde kan f.eks. hentes i resultaterne af Cyklistforbundets forskningsprojekt ”Tryg og sikker cykling til skole”.

Lokale forbedringer på vej- og stirutenettet, som giver flere lyst til og mulighed for at gå eller cykle, kan også være medvirkende til, at forbedre mobiliteten for især børn og unge og til at reducere utryghedsproblemer omkring skolerne om morgenen.

Understøttende fysiske løsninger omkring skolerne kan f.eks. omfatte at separere afsætning af børn fra områder med mange bløde trafikanter, f.eks. ved at etablere Kiss&Ride pladser længere væk fra skolens indgange, at markere cykelveje til skolen med en særlig farve.

Alle aktiviteter bør understøttes af kommunikation og information, der fortæller alle brugerne, hvad der forventes af dem. Der bør sikres en fælles informationsindsats på tværs af sundhed, børn og unge mm. Dette kan også omfatte et mere formaliseret samarbejde med SSP-VSP om forankring af forældreansvaret for børns trafikforståelse – f.eks. ved deltagelse i tema-forældremøder.

Forslag til aktiviteter
Formulering af trafikpolitik på alle skoler og fornyet styrkelse af Trafikkultur inklusive lokale trafikplaner omkring skolerne, hvor det er nødvendigt
Evaluering af stiplanen
Gennemgang og prioritering af driftsplaner for stiruter