Åben navigator for blinde og svagtseende
Sitemap  |   |  Læs op  |  Print
Søg 
STØJ 4.11
BYRÅDETS MÅL - STØJ
Det er Byrådets mål at undgå, at der opstår konflikter mellem støjfølsom anvendelse (eksempelvis boliger) og støjende anlæg og aktiviteter.


RETNINGSLINJER - STØJ
4.45-13
Når der i kommune- og lokalplanlægningen udlægges arealer til støjfølsom anvendelse, skal det sikres, at Miljøstyrelsens vejledende regler om støj kan overholdes i planområdet ved støj fra:
  • veje og jernbaner
  • støjende fritidsanlæg
  • flyvestationer samt skyde- og øvelsesterræner
  • virksomheder

4.46-13
Når der etableres nye veje og jernbaner, skal det så vidt muligt tilstræbes, at Miljøstyrelsens vejledende regler for støj kan overholdes.

4.47-13
Nye virksomheder og nye støjende fritidsanlæg kan kun etableres, hvis Miljøstyrelsens vejledende regler om støj fra anlæggene kan overholdes.

REDEGØRELSE FOR RETNINGSLINJER - STØJ
Temaet omhandler kun støj i landzone.

Et af planlovens formål er forebyggelse af støjgener. Kommuneplanen skal indeholde retningslinjer, der sikrer, at støjbelastede arealer ikke udlægges til støjfølsom anvendelse. Miljøstyrelsen har udgivet en række vejledninger, hvor der er stillet vejledende krav om støjbelastningen af omgivelserne. For anlæg, der skal have en godkendelse efter miljøbeskyttelsesloven, vil der ofte blive stillet krav til den maksimale støj i omgivelserne. EU vedtog i 2002 et støjdirektiv (Direktiv 2002/49/EF af 25/06/02). Formålet med EU’s støjdirektiv er at fastlægge en fælles EU-ramme for vurdering og styring af befolkningens udsættelse for ekstern støj fra veje, jernbaner, lufthavne og industri. Direktivet indeholder disse elementer:
  • Harmonisering af støjindikatorer og vurderingsmetoder for ekstern støj
  • Indsamling af oplysninger om støjeksponering i form af støjkortlægning
  • Udarbejdelse af støjhandlingsplaner
  • Offentliggørelse af støjkort og inddragelse af offentligheden i forbindelse med udarbejdelse af støjhandlingsplaner.

Støj, støjforebyggelse og grænseværdier
Støj er uønsket lyd. Støj er til daglig irritation for mange mennesker. Støj fra vejtrafik er den form for støj, der generer flest mennesker i Danmark. Men også støj fra fly, skydning, jernbaner og motorsport kan være kraftigt generende for de omkringboende og for natur- og friluftsoplevelser. Støjgener opstår, når støjende og støjfølsomme aktiviteter er placeret for tæt på hinanden. Støjforebyggelsen gennem kommuneplanlægningen bygger på at adskille støjende anlæg fra boliger og andre støjfølsomme funktioner. Miljøstyrelsen fastsætter vejledende grænseværdier for støjbelastningen fra en række aktiviteter og en række forskellige områder. Grænseværdierne skal sikre, at en overvejende del af befolkningen opfatter støjen som acceptabel, hvis grænseværdierne overholdes. Det afhænger imidlertid af personen og situationen, hvilke lyde der opfattes som støj, ligesom det er væsentligt, om man selv har kontrol over støjen. Støj, der overholder grænseværdierne, kan derfor godt opfattes som generende.
Rekreative områder omfatter arealer, som er udlagt til særlige rekreative formål, for eksempel sommerhuse eller campingpladser, men også kystkilerne. Rekreative områder omfatter ikke det åbne land generelt eller beskyttelsesområder, selvom disse områder også anvendes til rekreative formål. I mange tilfælde er det nødvendigt med en konkret vurdering af, om et areal er omfattet af grænseværdierne for rekreative områder. Støj måles i decibel, dB. En ændring i støjniveauet på 3 dB kan netop opfattes, mens en ændring på 8-10 dB normalt registreres som en halvering henholdsvis fordobling af støjniveauet.

Generelt
Retningslinjerne gælder for nye anlæg, men også for udvidelser og væsentlig ændringer, der har betydning for støjen. Retningslinjerne omfatter også vibrationer, når Miljøstyrelsens vejledninger omfatter dette. Retningslinjerne omfatter støjfølsom anvendelse. Det er eksempelvis boliger, sommerhuse og andre rekreative formål samt til en vis grad kontorer, privat og offentlig administration og serviceerhverv.

Veje
Støj fra vejtrafik afhænger blandt andet af antallet af biler, andelen af tunge køretøjer, hastighed, vejbelægning og dæk og lader sig ikke eller kun vanskeligt regulere, når vejen først er anlagt. Det er derfor vigtigt, at der allerede i planlægningsfasen tages højde for støjen. Ved planlægning af nye boligområder og anden støjfølsom anvendelse op til eksisterende vejanlæg skal støjgener så vidt muligt helt undgås, og det skal som minimum sikres, at støjbelastningen ikke overskrider Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier for området (Miljøstyrelsens vejledning nr. 4/2007 "Støj fra veje"). Ved planlægning af nye vejanlæg skal det tilstræbes, at de samme støjgrænser kan overholdes i eksisterende eller planlagte områder til boligformål og anden støjfølsom anvendelse. Der henvises til Miljøstyrelsens vejledning og tillæg om “Trafikstøj i boligområder” (Miljøstyrelsens vejledning nr. 3, 1984).

Jernbaner
Som for veje er det også i forbindelse med jernbaner vigtigt, at det i planlægningsfasen sikres, at der ikke opstår støj- og/eller vibrationsproblemer. Ved planlægning af nye boligområder og anden støjfølsom anvendelse op til eksisterende jernbaneanlæg skal støjgener og vibrationer så vidt muligt helt undgås, og det skal som minimum sikres, at Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier for området overholdes. Ved planlægning af nye jernbaneanlæg skal det tilstræbes, at de samme støjgrænser kan overholdes i eksisterende eller planlagte områder til boligformål. Der henvises til Miljøstyrelsens vejledninger og tillæg om “Støj og vibrationer fra jernbaner” (Miljøstyrelsens vejledning nr. 1/1997 "Støj og viberationer fra jernbaner" og tillæg juli 2007).

Støjende fritidsanlæg
Støjende fritidsanlæg opdeles i flyvepladser, motorsportsbaner, skydebaner og andre støjende fritidsanlæg. Andre støjende fritidsanlæg omfatter eksempelvis letvægtsfly/modelflyklubber, vandskibaner og festivalpladser. Støj og andre miljøforhold omkring en del af de støjende fritidsanlæg reguleres igennem miljøgodkendelser.

Privat flyvning i eget fly fra en mark på egen ejendom er ikke omfattet af kommuneplanens retningslinjer, men reguleres via planlovens § 35, stk. 1 (LBK nr. 587 af 27/05/2013) og miljøbeskyttelseslovens § 33 (LBK nr. 879 af 26/06/2010) under forudsætning af, at aktiviteten ikke vurderes at være omfattet af reglerne om VVM-vurdering. Området er omfattet af Miljøstyrelsens vejledninger om “Støj fra flyvepladser” (Miljøstyrelsens vejledning nr. 5/1994), “Støj fra motorsportsbaner” (Miljøstyrelsens vejledning nr. 2/2005), “Skydebaner” (Miljøstyrelens vejledning nr. 1/1995), samt “Beregning og måling af støj fra skydebaner” (Miljøstyrelsens vejledning nr. 2/1995). Lokalisering af nye støjende fritidsanlæg er desuden omfattet af retningslinjerne for friluftsanlæg.

Der henvises til Miljøstyrelsens vejledninger om “Beregning af støjkonsekvensområder omkring forsvarets øvelsesområder (Miljøstyrelens vejledning nr. 8/1997)”, “Skydebaner (Miljøstyrelens vejledning nr. 1/1995)” og “Beregning og måling af støj fra skydebaner” (Miljøstyrelsens vejledning nr. 2/1995).

Virksomheder
Etablerede virksomheder er sikrede mod skærpede støjgrænser i den periode, hvor retsbeskyttelsen for en miljøgodkendelse gælder. Derudover er de generelt ikke sikrede mod krav om yderligere støjdæmpning, hvis naboarealer inddrages til støjfølsom anvendelse. For at undgå sådanne konflikter er der udformet en retningslinje, der sikrer, at områder til støjfølsom anvendelse ikke kan rykke tættere på eksisterende virksomheder, end at Miljøstyrelsens vejledende regler (Miljøstyrelsens vejledning nr. 5/1984 "Ekstern støj fra virksomheder) om støj fra virksomheder kan overholdes i de støjfølsomme områder.

Der henvises til Miljøstyrelsens vejledninger om “Ekstern støj fra virksomheder” (Miljøstyrelsens vejledning nr. 5/1984) , “Måling af ekstern støj fra virksomheder (Miljøstyrelsens vejledning nr. 6/1984), “Beregning af ekstern støj fra virksomheder" (Miljøstyrelsens vejledning nr. 5/1993) og “Supplement til vejledning om ekstern støj fra virksomheder” (Miljøstyrelens vejledning nr. 3/1996).

Hvem gør hvad
Kommunen administrerer efter Miljøstyrelsens vejledninger.

Kommuneplan 2013-25