Åben navigator for blinde og svagtseende
Sitemap  |   |  Læs op  |  Print
Søg 
VEJE 4.1
BYRÅDETS MÅL - VEJE
Byrådets mål er at skabe trygge og trafiksikre veje og sikre størst mulig fremkommelighed og tilgængelighed for alle trafikanter hele året rundt.

Det overordnede vejnet skal udbygges, så byerne i kommunen trafikalt forbindes godt og sikkert, og så trafikken kan kobles bedre på det overordnede trafiksystem i den øvrige del af Hovedstadsområdet. I de enkelte bysamfund og internt i de enkelte bydele og sommerhusområder skal der tilstræbes en sikker og tryg afvikling af trafikken.

Kort 4.1 Veje

Hent kort som PDF i A3


RETNINGSLINJER - VEJE
4.01-13
Der er reserveret areal til muligt fremtidigt vejanlæg til omfartsvej syd om Gilleleje, se Kort 4.1 Veje. Vejføringen er ikke endeligt fastlagt.
Der er reserveret areal til muligt fremtidigt overordnet vejanlæg ved Gilleleje som omlægning af en del af Gilleleje-Græstedvejen. Vejføringen er ikke endeligt fastlagt.

4.02-13
Der er reserveret areal til muligt fremtidigt vejanlæg til omfartsvej nord om Mårum. Vejføringen er ikke endeligt fastlagt.

4.03-13
Ved placering og udformning af vejanlæg i det åbne land skal der tages hensyn til naturen, herunder økologiske forbindelser, og til de landskabelige og kulturhistoriske værdier samt arealer med støjfølsom anvendelse.

4.04-13
Eksisterende veje er klassificeret som henholdsvis gennemfartsveje, fordelingsveje og lokalveje


REDEGØRELSE FOR RETNINGLINJER - VEJE
En øget befolkningstilvækst og en skærpet profil som bosætningskommune, med deraf øget byvækst, pendling og trafik, stiller store krav til den trafikale infrastruktur i kommunen. Planlægning af nye vejanlæg skal således tilgodese afvikling af lokal trafik, afvikle trafik til og fra nabokommunerne og ikke mindst kunne rumme store ændringer i trafikmønsteret i sommerhalvåret. Planlægningsværktøjer skal medvirke til, at eksisterende og nye vejanlæg bliver behandlet og vægtet med trafiksikkerhed og fremkommelighed for øje.

Infrastrukturen skal understøtte kommunens erhvervs- og befolkningsudvikling. Den skal binde lokalområderne sammen og understøtte borgernes ønsker om kvalitet og tilgængelighed. Tiltag på vejnettet skal have sammenhæng med brugernes faktiske forbrugsmønstre. Forebyggelsen af trafikale problemer skal inddrages i planlægningen ved at infrastruktursikkerhed indtænkes i alle former for fysisk planlægning.

Vejklassificeringsplan og trafiksikkerhedsplan
Byrådet har i maj 2009 godkendt en vejklassificeringsplan samt en trafiksikkerhedsplan.

I kommunen er vejnettet opdelt i henholdsvis gennemfartsveje, fordelingsveje og lokalveje.
  • Gennemfartsveje er de veje, der først og fremmest skal give trafikanterne en høj grad af fremkommelighed. Samtidig skal gennemfartsvejene i høj grad betjene den gennemkørende trafik i kommunen.
  • Fordelingsveje udgør bindeleddet mellem gennemfartsveje og lokalveje. De skal sikre en rimelig fremkommelighed og en god tilgængelighed samtidig med, at det foregår sikkert for alle trafikanttyper. På frie strækninger tilgodeses primært fremkommeligheden, mens krydsene bør prioritere adgangen til lokalvejene og mellem fordelingsvejene indbyrdes.
  • Lokalveje er de veje, der forbinder de enkelte ejendomme med fordelingsvejene. På lokalveje færdes alle trafikanter sammen.

Vejklassificeringsplanen fungerer som et planlægningsværktøj, der definerer, hvilke nærmere retningslinier, der gør sig gældende for de 3 typer veje i henholdsvis land- og byzone samt sommerhusområder.

Kommunens trafiksikkerhedsarbejde tager udgangspunkt i Færdselssikkerhedskommissionens vision 'Hver ulykke er én for meget' og målet er, at antallet af dræbte, alvorligt tilskadekomne og lettere tilskadekomne skal reduceres med 50% frem til 2020. Udgangspunktet er uheldstallene fra 2010. Målet er indarbejdet i kommunens trafiksikkerhedsplan og søges opnået gennem planlægning, adfærdspåvirkende tiltag og fysiske ændringer på vejnettet.

Arealreservationer
For at sikre plads til etablering af væsentlige vejføringer i det overordnede vejnet, er der i kommuneplanen reserveret arealer til nye vejføringer ved Gilleleje og Mårum, se retningslinjekort for trafikanlæg. I Fingerplan 2013 er reserveret areal til en ny vejforbindelse mellem Helsinge og Gilleleje.

Hent Fingerplanens kort over arealreservation som PDF i A3


Hensyn til beskyttelsesværdier og miljø
Infrastrukturanlæg består i høj grad af langstrakte strukturer af en vis størrelse. De store landskabstræk er sårbare overfor indpasning af infrastrukturanlæg både på tværs og på langs af de store landskabelige strukturer. Derfor er det særlig væsentligt at sikre, at de landskabelige værdier, som beskrevet under de landskabelige egne, i videst muligt omfang beskyttes mod påvirkninger fra infrastrukturanlæg. Lange forløb skal tilpasses de forskellige delområder, de gennemløber, med respekt for de særlige egnskarakteristiske værdier.

Oplevelsen af landskabet fra eventuelle nye stier, veje og jernbaner er en værdi, der bør indgå i planlægningen. Oplevelsen af landskabet er betinget af, at der er åbne kig fra vejen og ud i landskabet, og at der ikke placeres bebyggelse i korridorer langs infrastrukturanlæggene. Placering af nye anlæg bør afvejes, således at de markante landskabstræk kan opleves samtidig med, at de påvirkes mindst muligt af de nye anlæg. Nye anlæg må ikke virke som en barriere for menneskers mulighed for at udnytte de rekreative værdier i det åbne land og specielt i det bynære landskab. I bymæssig sammenhæng berører barriereeffekten mobilitet og tilgængelighed og har desuden betydning for følelsen af tryghed.

For det vilde dyre- og planteliv kan barriereeffekten indskrænke levestederne og forringe den naturlige udveksling af gener mellem enkelte populationer. I alvorlige tilfælde kan barriereeffekt direkte true en dyrearts overlevelse. Vigtige levesteder og forbindelseslinier i landskabet er ofte knyttet til vådområder, vandløb, skove, skovbryn og levende hegn.

Se også særskilte retningslinjer under følgende afsnit:
Hvem gør hvad
Kommunen er vejmyndighed og står for udbygning, anlæg og vedligeholdelse af de offentlige veje.
Den komplekse organisering af vejtrafikforholdene forudsætter en høj grad af koordinering mellem nabokommuner.

Fremtidig planlægning
I den kommende planperiode skal der udarbejdes en infrastrukturplan for kommende vejprojekter, ligesom der vil blive fremlagt en revideret trafiksikkerhedsplan.

Byrådet ønsker desuden, at det på sigt i de statslige planer muliggøres, at motortrafikvejen til Helsinge opgraderes til motorvej, samt at forbindelsen mellem Helsinge Øst og Gilleleje opgraderes. Vejdirektoratet har fremlagt en forundersøgelse af en motortrafikvejsforbindelse imellem Helsinge Øst og Gilleleje i l 2013. Begge strækninger indgår i det, der i kommuneplanens hovedstruktur omtales som 'Infrastrukturaksen'.

Kommuneplan 2013-25