Åben navigator for blinde og svagtseende
Sitemap  |   |  Læs op  |  Print
Søg 
HELSINGE
Egnen er primært præget af større bymæssig bebyggelse i forbindelse med Helsinge by, som er kommunecenter og hovedby i Gribskov Kommune. Helsinge er en gammel kirkelandsby, der i nyere tid er blevet væsentligt udbygget. Byen er placeret i et forholdsvis højtliggende, jævnt terræn.

Øst for Helsinge ligger skovområdet Høbjerg Hegn som markant landskabselement. Fra vejene, der omkranser Høbjerg Hegn, er der godt indsyn til skovbrynene. Skoven indgår i landskabelig sammenhæng med de øvrige småskove nordøst for Helsinge.

Skærød er en ældre landsby sydvest for Helsinge, som på grund af ny bebyggelse er ved at ændre præg fra landsby til en del af Helsinge. Derudover er andre mindre landsbyer, såsom Ammendrup og Nejlinge, på vej til visuelt at blive en del af Helsinge by. Der er opført mindre, nyere bebyggelser såsom Høbjerg øst for selve byen.

De mere åbne områder syd for Helsinge er præget af åbent agerland, der ligger i et jævnt til kuperet terræn.

Som helhed er egnen et bakket morænelandskab med åbent agerland, blandede bebyggelsesformer og skovbevoksning. Egnen er urbant præget med større landeveje/hovedveje, der gennemskærer de åbne områder syd for Helsinge samt omkring Høbjerg Hegn. Hertil kommer jernbanen.

Visuelt orienterer egnen sig mod Helsinge, men i det åbne land syd for Helsinge By opleves dog en visuel tilknytning til Arresø-området.

Byudviklingen i Helsinge Øst ved Nejlinge bør afgrænses for at sikre de landskabeligt værdifulde indsyn til skoven fra de omgivende veje.

Kommuneplan 2013-25