Åben navigator for blinde og svagtseende
Sitemap  |   |  Læs op  |  Print
Søg 
SKOVLANDET
Skovlandet indeholder det store skovområde Gribskov, samt flere mindre skovområder – Harager Hegn, Valby hegn, Aggebo Hegn og Græsted Hegn – der alle ligger vest-nordvest for Gribskov. Harager Hegn er i øst forbundet med Gribskov.

Hele egnen orienterer sig visuelt mod skovområderne, der ligger som de væsentligste landskabselementer. I den sydlige del er orienteringen også delvis mod Pøle Ådal og Arresø samt det markante landskabselement Solbjerg Engsø. Pøle Å's øvre løb danner i nogen grad grænse ind mod Gribskov, og egnens sydlige del gennemstrømmes af Hessemose Å. Landskabstyperne er bakket morænelandskab og skovbevoksning omkranset af åbent agerland, hovedsageligt med spredt, fritliggende bebyggelse. I det kombinerede skov- og agerlandskab er der samspil mellem skov og de mellemliggende åbne lommer af agerland. Skovbrynenes fligede forløb giver forskellige rumdannende virkninger.

Landskabet opleves lukket på grund af det samlede store skovareal, og idet udsigten overordnet set er begrænset af skovbrynene. Der er endvidere tale om kuperet terræn og mindre hegnsbevoksninger i det åbne agerland.

Gribskov er et stort, sammenhængende skovdække, der ligger i et meget kuperet terræn. Skoven ligger på en langstrakt højderyg i nord-syd-gående retning.
Det østlige skovbryn ligger ud til Esrum Sø og er præget af en markant skråning ned mod søen.
Mod nord falder terrænet i skoven jævnt ned mod den udtørrede Søborg Sø.
Mod vest ligger der agerland.

Skovlandet virker til dels forbundet med Helsinge via Høbjerg Hegn, der ligger umiddelbart øst for byen.

Området gennemskæres af jernbanen, der løber igennem en større del af Gribskov samt over et åbent areal i den sydlige del, hen imod Helsinge By. Endvidere går der en del hovedveje gennem de åbne arealer, og det er heromkring, at meget af den samlede bebyggelse ligger.

Der ligger ingen større bymæssig bebyggelse i Skovlandet. Området er mere præget af mindre landsbyer og gårdsamfund, og i stor grad af spredte, fritliggende gårde og huse.
Tidligere tiders kulturhistorie er stadig synlig i området; skovrydninger har givet plads til naturtyper så som overdrev, og der er relikter af tidligere tiders rydningsbebyggelse, primært i selve Gribskov. Kirkelandsbyen Mårum illustrerer den historiske landsbydannelse i skovbygder.

Generelle trusler mod området er rydning af skov, samt større, tæt byggeri, der hindrer oplevelse af skovbrynene og det generelle indtryk af skov i kombination med de mere ydmyge husmandssteder. Tiltag, der er ønskelige i området er særligt skovrejsning. Dog bør der være opmærksomhed på, hvilke gamle lysåbne arealer der på grund af kulturhistoriske forhold skal forblive lysåbne. Det bør også indtænkes, at såvel skovrejsning som hegnsplantninger ikke må sløre skovbrynene og udviske det fligede forløb.

Kommuneplan 2013-25