Åben navigator for blinde og svagtseende
Sitemap  |   |  Læs op  |  Print
Søg 
REKREATIV ANVENDELSE AF VANDLØB, SØER OG KYSTVANDE 3.6
BYRÅDETS MÅL - REKREATIV ANVENDELSE AF VANDLØB, SØER OG KYSTVANDE
Det er Byrådets mål, at både fastboende og gæster skal kunne nyde et aktivt friluftsliv ved vandløb, søer og kysten med respekt for naturen. Byrådet vil arbejde for at sikre, at der er plads til og let tilgængelighed til en bred vifte af oplevelser ved vandet og at den fremtidige udvikling sker under hensyn til de naturmæssige, kulturhistoriske og rekreative værdier.

Se kort 3.6 Rekreativ anvendelse af vandløb, søer og kystvande


Hent kort som pdf i A3



RETNINGSLINJER - REKREATIV ANVENDELSE AF VANDLØB, SØER OG KYSTVANDE
3.36-13
Badning skal, som udgangspunkt, være muligt langs kysten i Gribskov Kommune.

3.37-13
Det skal være muligt at løbe på skøjter på udvalgte søer, når forholdene er til det.


REDEGØRELSE FOR RETNINGSLINJER - REKREATIV ANVENDELSE AF VANDLØB, SØER OG KYSTVANDE
Anvendelsen af vandløb, søer og kystvande er i denne kommuneplan defineret som aktiviteter, der knytter sig til sejlads, fiskeri og badning samt skøjteløb om vinteren.
Området er i høj grad reguleret gennem statslig planlægning. For eksempel er det staten, der fastsætter kravet til miljømål via de statslige vandplaner. Miljømålene er ikke refereret i denne kommuneplan.
For en række vandløb sker reguleringen via regulativerne for de pågældende vandløb. Det samme forhold gør sig gældende for de statsejede søer.

Retningslinierne i Regionsplan 2005, kapitel 5 om grundvand, spildevand samt vandløb, søer og kystvande er gældende indtil den statslige vandplan træder i kraft.

Badning
Gribskov Kommune råder over en lang, sammenhængende kyststrækning. Badning skal som udgangspunkt være muligt på alle strande i kommunen. Kommunen har udpeget 10 strande/steder, hvor kommunen fører tilsyn med badevandskvaliteten. Der er tilknyttet en række støttepunkter som badebroer, offentlige toiletter, handicapramper og så videre ved de 10 steder.
Kommunen har ikke udpeget nogle søer til badesøer.

Skøjteløb
Kommunen har udpeget Helsinge Gadekær, Søen i Græsted Folkepark, Lergravsøen i Dronningmølle samt Arresø ved Ramløse Havn som skøjtesøer om vinteret. Skøjteløb er tilladt når isen er stærk nok til at bære. Det er kommunen, der måler istykkelsen og åbner søerne når isen er sikker.

Badebroer
Gribskov Kommune har vedtaget vejledende retningslinier for etablering af nye badebroer lang kysten. Kommunens vejledning tager udgangspunkt i Bekendtgørelse nr. 232 af 12. marts 2007 om bade- og bådebroer, samt Naturbeskyttelseslovens regler om offentlighedens adgang til Naturen, Lov om Naturbeskyttelse, Kapitel 4, §22. Retningslinierne danner udgangspunkt for kommunens sagsbehandling af ansøgninger om nye badebroer ved kysten.

Sejlads
Som udgangspunkt er det tilladt at sejle med motorbåde, vandscootere, jetski med videre langs kysten, når en række særlige betingelser er opfyldt. Betingelserne fremgår af Nordsjællands Politikreds Reglement for sejlads med motorbåde ud for kysten og Bekendtgørelse om regulering af ikke-erhvervmæssig sejlads på søterritoriet med vandscooter m.v. (BEK. nr. 23 af 06/01/2012).

I områder, der er udpeget som internationale naturbeskyttelsesområder efter Miljømålsloven, er vandscootersejllads ikke tilladt, I Gribskov Kommune er det Gilleleje Flak, som strækker sig fra Rågeleje til Villingebæk.

På kommunens 2 største søer, Arresø og Esrum Sø, er sejlads tilladt efter de gældende regulativer. Regulativerne kan findes på Naturstyrelsens hjemmeside.

Sejlads er tilladt for kano/kajak på Pøle Å, fra Arresø til Alsønderup samt på Esrum Å fra den nordlige ende af Snævret Skov til kysten jævnfør regulativerne for disse vandløb. Regulativerne findes på kommunens hjemmeside.

Sejlads på de øvrige søer og åer er generelt ikke tilladt.

Fiskeri
Det er tilladt at fiske langs kysten samt i offentlig ejede søer med gyldigt fisketegn.

For øvrige vandløb og søer er fiskeri kun tilladt for bredejer, med mindre andre har en særlig ret til det, jævnfør BEK. nr. 1199 af 11/12/2008.

Hvem gør hvad
Staten fastsætter mål for blandt andet vandkvaliteten (miljømål) for vandområder i de statslige vandplaner. Kommunen må ikke gennemføre tiltag eller initiativer, som strider imod de statslige mål.

Kommunen har, efter Planloven (Planlovens §11a, stk. 1, nr. 16) og Badevandsbekendtgørelsen (Bekendtgørelse om badevand og badeområder, bekendtgørelse nr. 939 af 18/08/2012), ansvaret for, i kommuneplanen, at udpege badevandsområder, samt ansvaret for at fastlægge retningslinier for anvendelsen af vandløb, søer og kystvande.
Kommunen har således ansvar for at sikre, at der er overensstemmelse mellem kvalitetsmålsætninger for vandområderne, koblet til kommunens ønske om at fremme turisme og friluftsliv, under hensyn til de naturmæssige, kulturhistoriske og rekreative værdier.

Kommunen udarbejder regulativer for de offentlige vandløb. Regulativerne beskriver blandt andet regler for sejlads. Regulativerne kan findes på kommunens hjemmeside.

Naturstyrelsen fastsætter regler for fiskeri og sejlads i de statsejede søer, herunder Arresø og Esrum Sø.

Staten fastsætter regler for vandscootersejlads i vandscooterbekendtgørelsen (BEK. nr. 23 af 06/01/2012)..

Fremtidig planlægning
Med vedtagelsen af Planstrategi 2012, har byrådet besluttet, at der skal udarbejdes en kommunal friluftsstrategi, Arbejdet med friluftsstrategien skal blandt andet være med til at kortlægge eksisterende brug af vandløb, søer og kystvande. Kortlægningen skal være med til at pege på hvor kommunens styrker er - og hvor den fremtidige udvikling af området kan forbedres. Det er et mål, at friluftsstrategien kan føre til en zonering af de offentlige strande i kommunen. Zoneringen skal være med til en formidling af kyst og strand og differentieret anvendelse af områderne under hensyn til blandt andet de naturmæssige, kulturhistoriske og rekreative værdier,

Kommuneplan 2013-25