Åben navigator for blinde og svagtseende
Sitemap  |   |  Læs op  |  Print
Søg 
GEOLOGI 2.4
BYRÅDETS MÅL - GEOLOGI
Landskaber, herunder kystlandskaber, og lokaliteter, hvor der er mulighed for særligt tydeligt at opleve landskabets geologi og dannelse helt frem til nutiden, skal bevares.

Kort 2.4 Geologi


Hent kortet som pdf i A3


RETNINGSLINJER - GEOLOGI
Områder med særlige geologiske bevaringsværdier
2.46-13
Inden for de udpegede områder med særlige geologiske værdier, se Kort 2.4 Geologi, må landskabstrækkene, deres indbyrdes overgange og sammenhæng som hovedregel ikke sløres eller ødelægges af gravning, terrænopfyldning, bebyggelse, tekniske anlæg, skovplantning eller kystsikring.

2.47-13
Ved meddelelse af råstoftilladelse og godkendelse af indvindings- og efterbehandlingsplan inden for de geologiske beskyttelsesområder skal det vurderes, om der er behov og mulighed for at bevare et eller flere geologiske profiler i råstofgraven. Værdifulde profiler skal søges bevaret.

2.48-13
Inden for beskyttelsesområderne skal der generelt tilstræbes størst mulig adgang og mulighed for oplevelse og forståelse af landskabsværdierne. Den almene adgang kan dog begrænses inden for områder, der er særligt sårbare.

REDEGØRELSE FOR RETNINGSLINJER - GEOLOGI
Det danske landskabs historie rækker næsten 2 milliarder år tilbage, og de geologiske processer er stadig aktive og ændrer vores landskab den dag i dag. Mange steder i Gribskov Kommune kan man se eksempler fra denne geologiske historie.

Landskaber med varierende geologiske formationer har stor betydning for vores oplevelse af og forståelse for, hvordan landskabet oprindeligt er blevet dannet og for menneskers udnyttelsesmuligheder i landskabet. Mange geologiske landskabsdannelser er tillige iøjnefaldende og af stor æstetisk, landskabelig værdi.

Geologiske bevaringsværdier kan defineres som landskaber, herunder kystlandskaber, og natur- og menneskeskabte profiler, hvis geologiske opbygning og fremtræden dokumenterer væsentlige træk af landets geologiske dannelse og de geologiske processer, der fortsat omformer landskabet.

De geologiske bevaringsværdier kan være landskaber skabt af istidens gletsjere og smeltevand, som morænedannelser, tunnel- og smeltevandsdale, åse og dødislandskaber. Eller det kan være litorinaflader og -skrænter, fra da havet steg i stenalderen efter istiden. Fra nyeste tid stammer kystlandskaberne, for eksempel klitdannelser og særlige kystdannelser. Kystlandskaberne er under fortsat omdannelse. Der kan også være tale om lokaliteter med blotlagte geologiske profiler, som for eksempel findes i kystklinter eller i råstofgrave.

Områder med særlige geologiske bevaringsværdier
De udpegede områder omfatter i Gribskov Kommune Nationale geologiske interesseområder, Nationale kystlandskaber, Værdifulde geologiske områder samt Enkeltlokaliteter af geologisk interesse.

De Nationale geologiske interesseområder er udpeget af Skov- og Naturstyrelsen i 1984. Områderne har udover oplevelses- og forståelsesværdi også betydning for forskning og undervisning. De Nationale geologiske interesseområder bør indgå med stor vægt i planlægningen af landområdet. Områderne 'Søborg Sø' og 'Tisvilde' er udpeget som Nationale geologiske interesseområder.

De Nationale kystlandskaber er udpeget af Skov- og Naturstyrelsen i 2004. Udpegningen er sket for at fremhæve de mangeartede processer, der siden istiden har skabt de afvekslende danske kystlandskaber. Området 'Tisvilde' er udpeget som Nationalt kystlandskab.

De Værdifulde geologiske områder er udpeget af Naturstyrelsen i samarbejde med De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS) i 2010. Områderne udpeget i Gribskov Kommune er af regional geologisk interesse og er karakteristiske for regionen. Områderne 'Gadevang' og 'Pibemølle' er udpeget som værdifulde geologiske områder.

Enkeltlokaliteter af geologisk interesse er områder af regional betydning og er udpeget i Regionplan 2005. Enkeltlokaliteter kan blandt andet være kalkgrave og grusgrave, hvor undergrundens struktur kan studeres. Endvidere udvalgte kystklinter og skrænter, som viser den naturlige profil og nedbrydning. Skrænterne ved Gilbjerg Hoved og Heatherhill er udpeget som enkeltlokaliteter af geologisk interesse.

Hvad er værdierne sårbare overfor?
Områder med geologiske interesser er især sårbare over for visuelle ændringer, som fjerner eller slører landskabets oprindelige former. Det drejer sig først og fremmest om ødelæggelse ved bortgravning, råstofindvinding eller terrænreguleringer og jorddeponering med videre, som ændrer karakteristiske oprindelige landskabsformer. Men de geologisk værdifulde områder er også sårbare over for dominerende eller forstyrrende bebyggelse og anlæg, tilplantning med skov, juletræskultur og lignende naturlig tilgroning med krat og træbevoksning, kystsikringsanlæg der hindrer en naturlig dynamisk tilstand samt dræning, der ændrer jordlagsstrukturen.

Hvordan tages hensyn til værdierne?
Inden for de udpegede geologiske beskyttelsesområder må der som hovedregel kun opføres bygninger og nye anlæg, der er erhvervsmæssigt nødvendige for jordbrugsdriften, eller bygninger og anlæg, som ikke slører eller forringer oplevelsen af de særlige landskabsdannelser. Der kan normalt ikke gives tilladelse til terrænregulering eller større beplantninger. En analyse ud fra de særlige og karakteristiske geologiske landskabstræk, terrænforhold og udsigtsforhold bør indgå i den konkrete vurdering af placering og udformning af eventuelt nye bygninger, anlæg eller andre indgreb, så de ikke virker dominerende eller forstyrrende.

En kort beskrivelse af de enkelte områder, herunder hvordan der kan tages hensyn til værdierne i området, findes ved at klikke på områderne på kortet ovenfor.

Hvem gør hvad
Naturstyrelsen har i samarbejde med De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland
(GEUS) udarbejdet en landsdækkende kortlægning af værdifulde geologiske områder af national interesse.

Kommunen kan kortlægge lokale geologiske bevaringsværdier.

Efter Planloven har kommunen ansvaret for at udpege områder med særlige geologiske beskyttelsesinteresser i kommuneplanen. Disse udpegninger skal følges af et sæt retningslinier, der skal sikre værdierne. (Planlovens §11a, stk.1, nr 17 (LBK nr. 587 af 27/05/2013))

Kommunerne er hovedansvarlig for beskyttelsen og plejen af de geologiske værdier.

Naturstyrelsen har i værket "Geologisk set" foretaget en revideret udpegning af de nationale geologiske interesseområder, det vil sige af områder og lokaliteter, som vurderes at være unikke eksempler på dansk natur, geologisk set. I kommuneplanen indgår såvel de nationale interesseområder som områder af regional geologisk interesse, fordi de er karakteristiske for regionen.

Fremtidig planlægning
I overensstemmelse med Planstrategi 2012 vil kommunen i planperioden udarbejde en landskabsanalyse efter landskabskaraktermetoden. Som del af dette arbejde kan indgå en vurdering af, om der i Gribskov Kommune findes områder, der bør udpeges som værdifulde lokale geologiske områder, fordi de på god vis fremviser det lokale landskabs historie og udvikling.

Kommuneplan 2013-25